Historien om Foreningen af 1837 til forsømte børns frelse.

Forord

”Fonden af 1982” er en selvejende institution, der viderefører det forsorgs- og opdragelsesarbejde, som hidtil havde været udført af ”Foreningen af 1837 til forsømte børns frelse”. Således er formuleringen i § 1 i fundatsen for Fonden af 1982. Foreningens formue overgik til Fonden af 1982 og udgør fundamentet for kapitalen i Fonden af 1982. 

Nedenstående er en historisk gennemgang af Foreningen af 1837 til forsømte børns frelse. Gennemgangen er skrevet på grundlag af Harald Jørgensens bog fra 1997 ”Foreningen af 1837 til forsømte børns frelse – en pionerindsats ydet af københavnske dommere” (Poul Kristensens Forlag).

Foreningen blev grundlagt i 1837 i København med det formål “at sende børn, som moralsk og psykisk var udsat for at gå til grunde, til opdragelse i privathjem i Nørrejylland, fortrinsvis landbohjem. Man fik dem hermed fjernet fra uheldigt københavnermiljø, og man kunne håbe, at de under fremmede forhold og under fast hånd og med mulighed for sundt arbejde kunne opnå en normal borgerlig tilværelse”, skriver Harald Jørgensen i bogen om foreningens historie. Foreningen drev også med tiden såkaldte iagttagelseshjem, f.eks. Roskildehvile for drenge og Nitihus for piger. 

I 1985 blev foreningen endeligt nedlagt, og da havde ca. 9000 danske børn været anbragt gennem foreningen. 

Foreningens tilblivelse

I 1837 var livet i byerne hårdt, bl.a. på grund af den store pengeinflation op til statsbankerotten i 1813. I byfamilierne måtte både mand og kone ofte i arbejde, og det bevirkede at børnene i nogle tilfælde var overladt til sig selv, hvilket ind i mellem endte i kriminalitet. Børnene (ned til kun 10 år gamle), der blev stillet for de københavnske dommere, fik ofte straffe, første gang fik de “ris” under opsyn af Kongens Foged, men i gentagelsestilfælde kunne de idømmes tugthusstraf fra 2 måneder til 2 år. I mange tilfælde var små tyverier starten på en forbrydertilværelse. I 1836 havde byretten afsagt dom over 81 børn.

Adolph L. Drewsen (1803-85) var assessor i den københavnske politiret, og blev i 1832 udnævnt til overauditør. Han havde forbindelser til det gode borgerskab, og han så på børnenes ulykkelige situation med bedrøvelse. Hans svigerfar, Jonas Collin (1776-1861), havde kendskab til hvordan man i Schweiz håndterede problemet med kriminelle børn. En kendt filantrop (Philipp Emanuel Fellenberg (1771-1844)) havde i Schweiz oprettet en opdragelsesanstalt for vanskelige drenge, hvor man forsøgte at bryde børnenes bane i livet, væk fra kriminalitet og ind på en levevej som almindelige medborger. Kombinationen af skole- og landbrugsarbejde blev anset for et velegnet middel til at ændre barnets bane fra at være domineret af kriminalitet til en almindelig borgerlig levevis.

Drewsen og hans svigerfar grundlagde d. 6 juni 1837 foreningen, der skulle udnytte læren fra Schweiz for at hjælpe københavnerbørn. Foreningen blev skudt i gang i samarbejde med professor H.C. Ørsted, professor Just M. Thiele og silke- og klædehandler I.C. Lund. Disse tre personer sørgede for at omtale foreningen og dens velgørende mission for at skaffe medlemmer, der betalte et årligt bidrag til foreningen. Foreningen startede op med en bestyrelse på syv, der bestod af de to grundlæggere, samt de tre førnævnte personer, men dertil også politiretsassessor J.D. v. Osten (1793-1869), der fra 1845 blev vicepolitidirektør, samt bagermester Hans Carl Sager, som var fattigvæsenets repræsentant. Selv H.C. Andersen deltog i arbejdet om at udbrede kendskabet til Foreningens mission.

Foreningen sørgede altid for at have bestyrelsen fyldt med medlemmer fra det københavnske embedsværk, politidirektører, fattigvæsenets repræsentanter, amtsforvaltere eller lignende. Selv borgmestre og højesteretsdommere blev med tiden bestyrelsesmedlemmer.

Rundt om i landet blev lignende foreninger oprettet, der begyndte at tage sig af de vanskelige børn for at ændre deres livsbane. Nogle startede på et privat fundament, andre startede med statsstøtte.

Fundamentet i foreningen af 1837 var at sende de vanskelige børn væk fra deres miljø i København til Nørrejylland i et almindeligt landbohjem, hvor de uden indflydelse fra deres byliv, blev sat til at arbejde og blev guidet af “en fast hånd”. Der var også den fordel for plejefamilien, at det var langt sværere for barnet at stikke af, fordi der var langt mellem gårdene.

Foreningens tidlige økonomi 1837-1887

I de første mange år af foreningens virke blev den drevet af private midler (med undtagelse af årlige såkaldte bidrag fra politiets bødekasse). Man fik opbygget en større medlemsskare mest af københavnske borgere (men også Christian 8., hans frue og sønnen Frederik VII var medlemmer) og sikrede sig legater og andre private midler, som blev investeret i kongelige obligationer, der gav et rimeligt fast afkast, som foreningen kunne drive sin virksomhed for.

I de første mange år spillede det såkaldte medlemsbidrag en væsentlig rolle for Foreningens økonomi og var afgørende for, hvor omfattende virksomheden kunne blive. 

Det havde også betydning, at man, efterhånden som Foreningen blev kendt, kunne regne med bidrag fra eksisterende legater eller endog testamentariske gaver. 

Medlemstallet toppede i 1861 med 525 faste bidragydere, som indbetalte 1907 rbd (rigsbankdalere). Medlemstallet faldt herfra, primært pga. dødsfald og pga. manglende indskrivning af nye medlemmer. I 1887, ved Foreningens 50 års jubilæum, var medlemstallet faldet til 252, og deres bidrag udgjorde 1.672 kr. I perioden var det lykkedes at skaffe tilskud fra anden side, da politirettens bødekasse årligt gav tilskud, i nogle år 4.500 kr.

Det som startede ud i privat regi mistede dog efterhånden sin oprindelige iværksætterånd, og mere og mere tid gik med at skaffe midler og støtte fra det offentlige. Ved udgangen af 1887 var der dog ikke endnu tale om, at Foreningen modtog direkte statstilskud eller børn fra det offentlige. 

Udvælgelse af børn

Foreningen byggede på sit tætte forhold til administrationen i København. Fra bogen s 25-26:

Om mange af børnene gælder, at forældrene selv henvendte sig til Foreningen med anmodning om, at man ville tage sig af deres børn. Foreningen var åbenbart med årene blevet kendt i brede kredse blandt den københavnske befolkning, og man havde hørt om de opnåede gode resultater. […]

Selv om mange forældre direkte henvendte sig til Foreningen, og at også naboer, som fik kendskab til ulykkelige forhold i et hjem, kontaktede Foreningen, var det fortsat således, at anledningen til indskriden skyldtes et initiativ fra dommerne i Kriminalretten. […]

I løbet af de første 50 år modtog Foreningen ialt 1375 børn. I gennemsnit drejede det sig om 27 børn om året.

Ydermere, fra bogen s. 89:

I den ældre periode havde det været karakteristisk, at antagelse af et barn skete enten efter, at Foreningen selv var blevet gjort opmærksom på, at der burde skrides ind, eller ved at barnets forældre henvendte sig til Foreningens styrelse og bad om dens hjælp. Denne gruppe benævnedes Foreningens egne børn. Ved modtagelsen af barnet afgav dets forældre eller værge en skriftlig erklæring, hvori man forpligtede sig til at overlade Bestyrelsen forældremyndigheden over barnet indtil dets fyldte 18. år.

Det er en vigtig pointe, at ingen af børnene var taget fra deres hjem af Foreningen. Det var igennem frivillig aftale med forældrene, at Foreningen antog børn og sendte dem i pleje.

Tilsyn med børnene

Foreningen holdt selv tilsyn med børnene. Eftersom de efter aftale med forældrene blev fjernet fra hjemmet og sendt i pasning i Jylland, var muligheden for udnyttelse af billig arbejdskraft ikke udelukket. Fra bogen s 26-27:

Man var klar over, at økonomiske grunde kunne være afgørende for, at et landbohjem stillede sig til rådighed, og at et barn kunne betragtes og misbruges som arbejdskraft. Man lagde derfor afgørende vægt på at få etableret et effektivt tilsyn med hjemmet og dets behandling af barnet, således at misbrug kunne undgås. Ved valg af plejehjem foretrak man sådanne, hvor begge »forældre« var levende. Til pigebørnene kunne man derimod godt vælge en enlig kvinde på landet eller en enke. I visse tilfælde foretrak man barnløse hjem. I sådanne tilfælde opnåede man ofte fremragende resultater, idet forholdet udviklede sig til, at barnet følte sig som barn i familien, og plejeforældrene fik samme følelser overfor barnet. Det skal dog ikke lades uomtalt, at der også er eksempler på, at et førstevalg af plejehjem ikke var lykkeligt, og at barnet måtte flyttes til en anden familie. Det skete også at børn stak af fra et tildelt plejehjem.I det store og hele fungerede plejehjemsforsørgelsen efter hensigten, og der kom gode og sunde børn ud af Foreningens virke.

Foreningen forlod sig således til en vis grad på, at det frie initiativ på markedet regulerede sig selv og skabte gode rammer og udviklede egne regler for pasning af selv de mest udsatte/forsømte børn. I denne periode var alle Foreningens børn placeret i private hjem.

Foreningens politiske arbejde begynder 1887 – 1933

Foreningens politiske arbejde tog udgangspunkt i den samtid, den var en del af. I København var problemerne med arbejdsløshed, fattigdom og forsømte børn blevet værre. 

Vedtagelsen af loven om ældreforsorg (1891) var blot den første i en længere række af politiske tiltag på det sociale område. Før 1891 var statens indtægter baseret på jordskatter, som det primært var bønderne og godsejerne, der betalte. Finansieringen af de nye sociallove skulle ske mere bredt, således at alle i samfundet bidrog. Der indførtes f.eks. nye ølafgifter, der planlagdes at indbringe ca. 20% af statsbudgettet efter en hurtig indfasning over 2 år. 

I 1891 anmodede bestyrelsen den nyudnævnte kriminalretsassesor L. C. Brun (1854-1929) om at blive bestyrelsesmedlem. Som lægesøn fra Holbæk, cand. jur i 1877 og med et dusin år i Justitsministeriet, anså Foreningen ham som en god mand at have på hånden. Efter blot to år i bestyrelsen udpegedes han formelt til formand. Med valget af Brun til bestyrelsesformand skred Foreningen fra at være i en politisk passiv tilstand til at gå mere aktivt til værks for at få politisk støtte til sit forehavende. Formand Brun gik straks i gang med netværksarbejdet.

Fra bogen s. 32:

Tilsyneladende var det Brun, der indledte den praksis, at formanden besøgte en række af de etablerede plejehjem og orienterede sig om de lokale forhold. Herom er i alt fald intet berettet fra den foregående periode. Det var også ham og ham alene, der begyndte at kontakte de lokale foreninger og institutioner, som beskæftigede sig med tilsvarende børneforsorgsopgaver som Foreningen af 1837.

Det er dog først lidt senere, at Harald Jørgensen ikke kan undlade at bemærke, at det er påfaldende, så aktiv Brun er i sine kampagner. 

Fra bogen s. 34:

Når han [Brun] var så ivrig for at træde i nærmere kontakt med den nyetablerede Fællesorganisation, kan det ikke udelukkes, at han har anset dette for at være nødvendigt, hvis man ville have andel i de offentlige midler, som på det tidspunkt opførtes til plejehjemmenes organisation på Kultusministeriets budget.

I 1895 blev en kommission nedsat til undersøgelse af børnenes vilkår og statens rolle i den forbindelse. Kommissionen kom frem til, at staten skulle blande sig langt mere end før.

Jørn Henrik Petersen m.fl., Dansk Velfærdshistorie bind 2, s. 682:

Det opdragelsessystem, som kommissionen foreslog, var for tiden radikalt og vidtrækkende. Holdningen var, at “Staten kan gribe ind overalt, hvor sædelig Fordærvelse eller Fare for saadan objektivt konstateres”, og det blev understreget, at man hellere skulle gribe ind for tidligt end for sent. Det blev eksplicit slået fast, at indskrænkningen af “Forældremagten” [forældremyndigheden i vore dage] ikke skulle stå i vejen for indgreb af hensyn til “Statens Sikkerhed og Barnets Vel”.

I 1905 blev værgerådsloven vedtaget. Det var et stort stykke arbejde som bl.a. Brun og hans allierede i plejehjemsforeningerne havde bedrevet. Lovene om straf blev nu ændret således den kriminelle lavalder blev hævet fra 10 til 14 år, og børn under 14 år måtte ikke undergives varetægtsfængsling. I stedet blev det muligt at dømme disse børn til ”værgerådsforsorg”. Det drejede sig netop om den aldersgruppe Foreningen beskæftigede sig med. Da loven trådte i kraft, var det tydeligt, at der stod “Foreningen af 1837 til forsømte børns frelse” overalt mellem linjerne.

Fra bogen, s. 41:

Loven af 1905 betød ingen indskrænkning af Foreningens virke, tværtimod. Det viste sig nemlig, at mange familier foretrak fortsat at henvende sig til denne med anmodning om at overtage deres barn, inden det blev nødvendigt at underkaste sig værgerådets afgørelse. Det viste sig også, at de københavnske værgeråd var interesseret i at benytte de muligheder, som iagttagelseshjemmet Roskile Hvile kunne tilbyde. For Foreningen åbnede der sig hermed en kærkommen indtægt og mulighed for en udvidet virksomhed.

Det er værd at bemærke, at i 1901 køber Foreningen Roskilde Hvile, som er et iagttagelseshjem for drenge, og i 1903 Nitihus, som er et iagttagelseshjem for piger. Naturligvis på Bruns initiativ. 

Loven af 1905 fastlagde, at der skulle oprettes en række værgeråd i samtlige kommuner. Værgerådene skulle afgøre, om et barn måtte fjernes fra hjemmet, og betingelserne herfor. For at give forældrene mulighed for at indanke resolutionerne fra værgerådene, oprettedes et Overværgeråd, der kunne fastlægge hvem (hvilken forening) forældremyndigheden til barnet skulle tilhøre. Overværgerådet skulle også stå for tilsyn og godkendelse af de institutioner, der søgte om at modtage værgerådsbørn.

Fra bogen s. 42:

Da justitsminister Alberti skulle foretage indstilling til besættelse af den nye stilling som Overinspektør for opdragelsesanstalterne og formand for Overværgerådet, valgte han overretsassesor Chr. Brun, og denne beklædte embedet indtil sin afgang 1. okt 1925. I disse mange år stod han som den indflydelsesrige leder af denne nye gren af den offentlige børneforsorg. Han havde også en afgørende indflydelse på den ændring af værgerådslovgivningen som fandt sted 12. juni 1922

Fra bogen s. 42-44:

Da Brun lod sig udpege til Formand for Overværgerådet betød det ikke, at han opgav sin bestyrelsespost i Foreningen af 1837. Han fortsatte sit medlemskab og tog i afgørende situationer ordet i Bestyrelsen. I henhold til loven af 1905 blev det ham, der skulle udvirke godkendelse af Foreningens virke og føre det nærmere tilsyn, hvad han i sin egenskab af bestyrelsesmedlem ikke kan have haft vanskeligt ved.
Det kan ikke undre, at Brun anbefalede, at Foreningen åbnede sine to iagttagelseshjem også for værgerådsbørn. Fra ca. 1906/07 ankom adskillige værgerådsbørn både til Roskilde Hvile og Nitihus. Bestyrelsen så sig derfor nødsaget til at foretage udvidelser af begge hjem, og man kunne, efter at disse var gennemført, huse i alt 60 drenge og 15 piger på de to hjem. 

Da lovgivningen senere splitter Overværgerådsformand og Overinspektør for opdragelsesanstalerne i to stillinger, overtages Overinspektoratet af Bruns tidligere discipel Oluf J. Skjerbæk fra Overværgerådet. Skjerbæk er fra 1923 til 1955 overinspektør og fører tilsyn med bl.a. Foreningens institutioner, og er generelt positivt indstillet over for Foreningen. 

Fra 1905 må Foreningen siges at have overgået fra at drive sin virksomhed privat til at eksistere via offentlige tilskud. Disse tilskud fortsætter i mange år, med få afbrydelser, som den gode L. C. Brun, naturligvis gør sit til at modvirke fra sin centrale position.

I 1925 aftræder L.C. Brun posten som Overværgerådsformand, fire år før sin død. Inden da er den første Socialdemokratiske regering (en mindretalsregering) dannet i 1924, men afsættes i 1926. Den anden Stauningregering fra 1929 er modsat den første ikke en mindretalsregering, og dens arbejde fører til de fire love som kaldes Socialreformen af 1933.

Fra bogen, s 61-62:

Socialreformen havde hermed godkendt Foreningen af 1837 som en fortsat medarbejder indenfor den offentlige børneforsorg. Man har sikkert også indenfor Foreningen med tilfredshed konstateret, at der indenfor den offentlige børneforsorg stadig var forståelse for, at anbringelse i familiepleje var en god og fornuftig opdragelsesform for børn, som havde måttet fjernes fra et ulykkeligt miljø. Socialreformen havde endvidere den afgørende betydning for Foreningens samtidige arbejde, at man kunne regne med fortsat at modtage et betydeligt statsbidrag til sin virksomhed. At man også indenfor Overinspektoratet for opdragelsesanstalterne stadig var interesseret i at samarbejde med Foreningen af 1837 viste den henvendelse, som Oluf J. Skjerbæk foretog i 1935.

På landejendommen Reballegård på nordsiden af Horsens fjord havde ejeren Carl Jensen siden 1927 drevet et privat optagelseshjem for store drenge i alderen 14-20 år. Han var imidlertid nu tvunget til at opgive Reballegård, og da Skjerbæk havde den opfattelse, at det offentlige ikke kunne undvære dette hjem, hvor man gennem årene havde fået mange klienter anbragt, bad han i 1935 Foreningen om at overtage hjemmet.

I 1937 holdt Foreningen 100-års jubilæum, og havde naturligvis Socialministeren med til begivenheden, som udtalte, at “staten på ingen måde kunne undvære Foreningens indsats i børnesagens tjeneste.” Forbindelserne var stadig gode.

I perioden fra 1905 til 1933 blomstrede Foreningens aktiviteter. Det er klart, når den får både børn og penge foræret af hhv. kommuner og staten. I 1916, i forbindelse med at en ny bestyrelsesformand tiltrådte, udgav Foreningen et udvidet regnskab for sit virke i 1915. 

Det bør noteres at under stats- kommune- og andre indtægter indgik bidrag fra enkelte personer, der bidrog med mere end det årlige medlemsbidrag. Det er de “livsvarige” medlemmers bidrag, der er tale om. Det er derfor ikke muligt med de oplyste tal at afgøre hvor stor en andel af Foreningens indtægter kom fra det offentlige kontra det private. 

Det er dog også interessant at kigge på Foreningens udgifter, som vidner om et skift i børneforsorgen.

Det mest iøjefaldende er nedgangen af udgifter til private plejehjem. Det er i denne periode at skiftet fra privat pleje til institutionspleje sker. I denne periode er der også sket et stort skift i børnene – i 1916 var 298 af 377 i kategorien “egne børn”, der var afleveret frivilligt til Foreningen, mens det i 1930 kun var 111 af 217 børn, der var afleveret frivilligt af forældrene. Resten var fjernet af kommunen, og sendt til Foreningen. Nedgangen i antallet af børn kom af, at Foreningen begyndte at få svært ved at få forældrene til at sende børn til den frivilligt. I perioden steg andelen af tvangsfjernede børn markant, og det var kun tilladt for værgerådene omkring i kommunerne at tvangsfjerne børn fra familien.

En kort status på 1936 viste, at tendensen med færre og færre “egne børn” fortsatte. Således havde Foreningen i 1930 haft 217 børn i alt, og i 1936 var antallet 288. Af de 288 var kun 94 “egne børn”, resten var tvangsfjernede børneværnsbørn. Kun 21 var anbragt i privat pleje.

Foreningen 1933-1974

Fra 1887 til 1933 begyndte statstilskuddene at øge Foreningens aktivitetsniveau, og særligt efter 1933 kom der fart på tilskuddene. Der var dog også en bagside for Foreningen, idet der med de stigende statstilskud også kom stigende kontrol.

Jørn Henrik Petersen m.fl., Dansk Velfærdshistorie bind III, s 575:

Fra 1930erne begyndte det gamle system gradvist at ændre sig. Staten kom til at spille en større og større rolle i kraft af øgede offentlige tilskud og øget offentlig regulering. Det betød, at det gamle system bygget på filantropisk arbejde kom under pres, og mens de mange private institutioner og foreninger så venligt på de øgede statstilskud, var reaktionerne mindre positive i henseende til den øgede statslige regulering og kontrol. Statens øgede indblanding skyldes dog ikke kun, at penge og indflydelse hang tæt sammen. Det var også en konsekvens af et holdningsskift, hvor tiltroen til det gamle system baseret på private institutioner, kaldstanken m.v. blev udfordret af nye tanker om moderne opdragelsesmetoder, af nye videnskaber som psykologien og af professionaliseringen.

Kort efter socialreformen af 1933 begyndte faggrupperne, der tog sig af børneforsorgen allerede i 1934, at formulere stærkere krav om forbedrede forhold.

Jørn Henrik Petersen m.fl., Dansk Velfærdshistorie bind III, s. 555:

I årene efter 1933 kan man spore, at den faglige bevidsthed hos de faggrupper, der arbejdede i børneforsorgen, blev stadig stærkere. De begyndte at formulere krav, hvor ønsket om en forstærket familiepolitisk indsats ofte gik hånd i hånd med krav om bedre løn- og arbejdsforhold for de ansatte.

I Foreningens historie er der tydelige skift i det offentliges krav til foreninger, der arbejder med børneforsorg. Kravene for uddannelseskompetencer hæves, og antallet af medarbejdere øges. 

Det nævnes ikke direkte i Harald Jørgensens bog, hvor mange ansatte der var i årene 1942 og 1956, men det angives, at der skete en kraftig stigning fra 1967. 

En karakteristisk udvikling i perioden er også, at nye medarbejdere, der tidligere ikke var ansat, fik ansættelse pga. krav fra staten.

Fra bogen s. 89:

Tidligere havde man ikke ønsket, at barnet uden kontrol fra forstanderens side havde kontakt med sit hjem, eller at barnets pårørende aflagde barnet et besøg. Derfor anbragtes børnene fortrinsvis i Jylland. Nu havde tonen fået en anden lyd. Nu ønskede man, at forbindelsen mellem hjem og barn opretholdtes. Det var bl.a. grunden til, at man gerne så, at en uddannet socialrådgiver blev tilknyttet de større institutioner.

Flere faguddannede skulle tilknyttes Foreningens institutioner for at imødekomme kravene fra staten. Det er ikke oplyst hvor store udgifterne til hver medarbejder er i perioden. Hvad angår personaletype, så var der i den tidligere periode fx ingen økonoma eller socialrådgiver ansat.

Da Oluf J. Skjerbæk fratrådte som overinspektør fra værgerådene i 1955, overtog en ny person rollen. Det var juristen Holger Horsten (1907-1987), der først blev overinspektør for opdragelsesanstalterne, men med tiden også direktør for Børne- og Ungdomsforsorgen. I begyndelsen fortsatte han blot Skjerbæks arbejdsform, og havde en nær kontakt med Foreningens bestyrelse. Det fortsatte dog ikke helt harmonisk, idet Horsten viste sig at være mere kritisk over for Foreningen end Skjerbæk. I løbet af årene tiltog den kritik, som Foreningen måtte lægge øre til fra direktør Horsten. 

Fra bogen s 110-111:

Til 25-års jubilæet, som fejredes 18. marts 1958 kom der mange gæster, og både disse og Bestyrelsen var yderst tilfredse med de resultater, man havde opnået ved behandlingen af de svagt begavede drenge.
Med årene så det ud til, at de modtagne drenge var sværere mentalt belastet, end tilfældet havde været i begyndelsen. Efter et besøg, som direktør Horsten aflagde på institutionen, erklærede han overfor Bestyrelsen, at han fandt Værebro “det bygnings- og indretningsmæssigt ringeste af samtlige eksisterende sinkehjem”. Bestyrelsen kunne dog ikke genkende denne dom og henviste til de gode udtalelser om hjemmet og dets resultater, som var fremkommet. Horsten lod sig imidlertid ikke overbevise. Under en forhandling, der fandt sted 30. nov. 1959 mellem ham og Bestyrelsen, tog han til orde for, at Foreningen tog initiativ til oprettelsen af et nyt sinkehjem i en købstad på Sjælland, som muliggjorde, at de indlagte drenge kunne søge den lokale skole.

Direktør Horsten var dog ikke færdig med at komme med forslag.

Fra bogen s. 114:

På et vist tidspunkt foreslog direktør Horsten, at man omdannede børnehjemmet [Hjortebjerg Skole] til et feriehjem, men det modsatte Bestyrelsen sig. Derimod så man gerne, at normeringen kunne ændres, således at man også fik mulighed for at modtage drenge på institutionen.

Direktør Horsten krævede endvidere nedlægning af en institution under Foreningens ansvar.

Fra bogen, s. 118-120:

Direktør Horsten var imidlertid heller ikke helt tilfreds med det arbejde, som udførtes på Fårupgård, og henstillede i en skrivelse 17. april 1962 at nedlægge institutionen. Både bygningsmæssigt og med hensyn til de forhåndenværende beskæftigelses- og oplæringsmuligheder fandt han institutionen lidet egnet for unge mænd. Formanden imødegik imidlertid den fremførte kritik og understregede, at Foreningen havde ofret betydelige beløb på institutionens indretning. Det måtte der tages hensyn til, inden man afsagde en “dødsdom” over den. Under de videre drøftelser gjorde Horsten opmærksom på, at der var et stigende behov for at indrette skolehjem for de 13-15 årige. Man burde derfor ombygge de eksisterende landbrugsbygninger til moderne skolelokaler.

I perioden fra 1933 til 1974 er der en opadgående tendens til både statstilskud og -kontrol. De private foreninger bliver langsomt kørt ud på et sidespor.

I bogen beskrives det, at Foreningen gik til staten for at få nogle af de nye udgifter dækket ind. De mange påbud fra statens side om nyansættelser og udgiftsforhøjelser i 1950’erne og 1960’erne førte til, at indtægterne ikke længere dækkede udgifterne. Foreningen anmodede staten om øgede indtægter i form af tilskud fra staten. Staten accepterede Foreningens anmodning, og en omlægning af statstilskuddet blev en realitet.

Fra bogen, s. 87:

Den fortsatte stigning i institutionens driftsudgifter, som fandt sted i de følgende år, medførte, at man i 1966 optog forhandlinger med Socialdirektoratet om at opgive den hidtil anvendte procentberegning af det årlige statstilskud til de enkelte institutioner og i stedet for overgå til den såkaldte “underskudsdækning”. Efter en række forhandlinger godkendte Socialdirektoratet i 1969, at man for Roskilde Hvile, Værebro og Fårupgård overgik til den ønskede underskudsdækning.

Med lovene i 1905 og 1933 blev de offentlige værgeråd/børneværn i større grad i stand til at tage børnene med magt fra forældrene. Det var ikke en funktion, de havde haft tidligere (udover ved straf for kriminalitet), og forældrene havde indtil da afleveret børnene frivilligt til Foreningen. Som data fra 1915 vs 1929 viste, var der en nedadgående tendens for forældre til at overgive deres børn frivilligt til Foreningen, en tendens der var startet et sted mellem 1887 og 1915. Samtidig steg antallet af tvangsfjernede børn i perioden. Denne trend fortsatte indtil den var fuldbragt i 1953, hvor forældrene fremover ikke afleverede et eneste barn til Foreningen frivilligt. Fra 1953 var alle børn i Foreningens varetægt fjernet fra deres hjem af kommunen.

Fra bogen, s. 89:

De to sidste egne børn, som man antog, var en ni-årig dreng, der 2. maj 1953 blev optaget på Roskilde Hvile til iagttagelse, og året efter anbragtes på Vallø Strand, og en 12-årig pige, som omgående blev anbragt på Hjortebjerg Skole. Herefter var det udelukkende børn, der var fjernet fra deres hjem som følge af en resolution fra det kommunale børneværn, som man modtog enten til iagttagelse på Roskilde Hvile eller til anbringelse på en af sine institutioner.

Foreningen ophører, 1974 – 1985

Efter at have kæmpet for sin eksistens i årtier, blev bistandsloven af 1974 dråben, der fik bægeret til at flyde over. Foreningens budget blev nu underlagt amtsrådet, og den måtte ikke optage lån (hvad den ellers havde gjort før i tiden) uden amtsrådets godkendelse. Erkendelsen i Foreningen af, at den i virkeligheden ingen selvstændig beslutningskraft havde længere, og at alle beslutninger om optagelse af børn, børnepasning og finansiering var lagt over i statens hænder, førte til, at foreningen kastede håndklædet i ringen, og solgte alle institutionerne til amtsrådene rundt omkring. 

I stedet for at drive institutionerne selv, overgik Foreningens arbejde til at drive en nyoprettet privat fond, der skulle hjælpe, hvor det offentlige ikke gjorde en indsats. Foreningens formue, særligt fra salg af institutioner, udgjorde fundamentet for kapitalen i den nye fond, Fonden af 1982.

Fonden af 1982 skulle fremover yde tilskud og støtte aktiviteter til børns vilkår. Fonden fik som formål ”at medvirke til forebyggende arbejde for børn og unge under 23 år – fortrinsvis over for kriminelle eller kriminalitetstruede fra hovedstadsområdet – ved at iværksætte eller yde tilskud til arbejde på eller uden for institutioner og forskning vedrørende børn og unge.” I 1985 havde Fonden af 1982 en formue på 15 mio kr. Fonden af 1982 uddeler legater af kapitalens afkast, som de senere år har været på ca. 25 mio. kr.